|
G-SOF ( Glass reinforced Skin On Frame).
Læs mere om kajakbyggeri her.
Jeg udviklede denne teknik som et forsøg på at forbedre
den normale byggemetode med Skin On Frame kajakker. Jeg havde oplevet
at den første SOF kajak jeg byggede ret hurtigt fik grus og småsten
imellem listerne og stoffet hvilket gav mange små buler med fare
for gennemskæring i stoffet. Jeg havde også problemer med
at malingen på stoffet krakkelerede med tiden når malingen
blev hård og sprød. Desuden kunne stoffet stadig suge noget
vand på indersiden, hvilket betød lang tørretid efter
hver tur.
Desuden havde jeg prøvet at lave vandtætte skot i min SOF,
men det var svært at få tæt.
G-SOF har følgende fordele frem for alm. SOF teknik:
1. stærkt pga. Glasvæv-epoxy kombinationen.
( epoxy er hårdt, hvilket også giver god ridsefasthed).
2. Sammenlimning af vævet og listerne
(forhindrer sten og sand at komme imellem stof og lister. Forstærker
også hele konstruktionen så den bliver mere vridningsstabil)
3. Mulighed for at lave vandtætte skot forholdsvis nemt
(fordi vævet er limet til listerne er det let at pålime epoxystrimler
i de manglende mellemrum, så vandtætte skot opnås)
4. Båden kan laves i 2 tempi, da stoffet først hæftes
på bunden og limes. Herefter kan hæfteklammer fjernes da stoffet
nu er limet til rælingslistene. Det er nu nemmere at lave bunden
færdig indvendig og tætne skottene samt lave yderligere forstærkning
i bunden, hvor man træder og sidder med flere lag glasvæv/epoxy.
5. Man undgår at skulle sy, og undgår helt den synlige syning
midt på dækket. Ligeledes undgås syning af cockpit og
evt. luger (der benyttes igen hæfteklammer som fjernes efter at
epoxy er hærdet.
Det er altså med denne teknik muligt at lave en kajak der har alle
de fordele en alm. havkajak har, men som en SOF normalt ikke har:
Vandtætte skot, ingen samling midt på dækket, stuverum
for og bag samt en styrke svarende til en normal glasfiberkajak, måske
endda i nogle tilfælde mere holdbar.
(En normal glasfiberkajak er forholdsvis hård, og et tilstrækkeligt
stød i en sten vil få den til at revne. SOF giver mere efter
og kan i nogle tilfælde forhindre en sådan skade. Til gengæld
er vævet lidt tyndere og en meget skarp genstand (jernrør)
kan måske skære hurtigere igennen end i en glasfibberkajak.
Vævet er dog meget stærkere end en normal lærredskajak.
Ulemper:
De eneste ulemper jeg har set i forbindelse med G-SOF er flg.:
1. Der kan være tendens til at fladerne kan være lidt bulede
når lyset falder på den rigtige måde. Det skyldes sansynligvis
at jeg har brugt MEGET tyndt stof som bærelag for glasvævet.
Tyndere stof er sværere at trække helt glat. Kan sansynligvis
afhjælpes hvis der vælges lidt kraftigere stof end jeg har
gjort.
2. Man skal være omhyggelig når glasvævet lamineres
på stoffet for at undgå at der kommer små luftlommer
hvor vævet har løftet sig fra stoffet. Dette kan også
ske ved stripbygning - det gælder om at undgå pytter af epoxy
når man laminerer - så vil vævet svømme op fra
stoffet.
Konklusion:
Jeg har haft meget glæde af tenikken, og kan kun anbefale det,
da det giver mange fordele frem for alm. SOF med meget lidt ekstra arbejde
- forudsat man har lidt erfaring med epoxylaminering. Ellers får
man det ved første byggeri.
Mere om Kajakbyggeri her.
Tilbage
|